Historie, tradition og baggrund

Traditionen med at hænge en model af et skib op i kirken stammer fra tidlig middelalder,  og kendes først fra egnene omkring Middelhavet.

Søfolk og redere hængte en model af deres skib op i den lokale kirke i det fromme håb,  at vorherre ville lade skib, last og besætning komme hele og uskadte hjem.

Efter reformationen bredte denne skik sig nordpå bl.a. til Danmark, af Danmarks ca. 2400 kirker har omkring  halvdelen et kirkeskib.

Mange af disse skibsmodeller,  der hænger rundt omkring i vore kirker landet over, er skænket af gudsfrygtige mennesker som gave til kirken.

En anden stor del af disse skibsmodeller er givet som votivgaver.

Ordet votiv kan henføres til det latinske ord votum, som betyder ” løfte” til gud.

Det kan have været en overlevende fra et forlis,  der lover at give noget til kirken hvis han slipper levende i land. Eller en person,  der lover at skænke en skibsmodel til kirken hvis han,  eller nogen der står ham nær,  overlever svær sygdom

Skibe og religion har altid hængt sammen. Bronzealder folkenes skibe blev indhugget i sten,  som det kan ses bl.a på Bornholm og i Bohuslän i Sverige, og når en vikingehøvding blev gravsat, skete det i en såkaldt skibssætning – sten opsat som et skib. Skibsbegravelser var en udløber af en gammel tradition i Norden. Allerede i 900 – 800 tallet f.kr. altså i bronzealderen, blev de afdødes urner nedsat indenfor skibsformede stensætninger, som så skulle sikre den afdøde en sikker rejse til det hinsides.

Mindst 2000 år før kristendommens indførelse i Danmark var skibet det mest magtfulde symbol på forbindelsen mellem jorden og himlen – mellem menneskets og gudernes verden. ved Nors i Thy fandt man i 1885 i et nedgravet lerkar ca 100 små guldskibe 10 – 17 cm lange, som man mener, er fra den ældre germanske jernalder. Man mener at disse skibe har haft en rituel religiøs anvendelse.

I det nye testamente læser vi om skibe og sejlads i beretningen om apostlen Paulus dramatiske sørejse over middelhavet til Rom. I Koldby kirke på Samsø er udstillet en model af et romersk kornskib. Det kunne have været et sådant Paulus sejlede og forliste ved Malta  med. Videre har vi beretningen om Jesus,  der stillede stormen på søen og beretningen om Simon Peters fiskefangst.

Det fortælles at ”skibet” som navn på forsamlingsrummet kirken er opstået ved forveksling af to græske begreber, et sakralt, tempel og et maritimt, skib, under oversættelsen til latin. Hvis det er tilfældet så er det en af historiens lykkelige fadæser.

Ordet ”kirkeskib” har altså to betydninger, dels betyder det den del af kirkerummet hvor menigheden opholder sig under kirkelige handlinger, og dels betydet det en model af et skib, som er ophængt, eller er stående i kirkerummet, sædvanligvis med stævnen vendt mod øst – mod alteret som et udsagn om, at retter vi blikket mod det, der siges derfra, mod øst, mod det himmelske lys, da får vi kræfter og styrke til at leve livet

Når vi ser modeller af skibe ophængt i kirker overalt i landet og ikke kun i kystnære kirker skyldes det den symbolik der kan knyttes til skibet, tro, håb, sorg, trøst og længsel. Endelig symboliserer skibet rejsen gennem livet fra vugge til grav.

Noget bibelsk belæg for at ophænge skibsmodeller i kirken findes så vidt vides ikke. Det at skibe indgår i det kristne kirkebillede kan ses som en sammenknytning af det kristne med den gamle tro. Men vi har både i det gamle og det nye testamente beretninger der involverer skibe, i det gamle testamente har vi beretningen om Noahs ark og i det nye testamente har vi bl.a. beretningen om Paulus dramatiske sørejse over middelhavet og til Rom.