PROGRAM
25.03.2026 kl. 19-21
VIA - Banegårdsgade 2, 8700 Horsens
Annette Hoff, der er historiker og har været museumsinspektør siden 1982, har skrevet Den Danske Kaffehistorie. Med et dybt greb i arkivernes og museernes samlinger har hun givet os helt ny viden om hvordan danskerne har levet med kaffen, siden vi hørte om den første gang i 1665.
Foredraget giver et levende indblik i danskernes dagligdag med kaffen fra den spæde start og helt op til vor egen tid, fra 1600-årenes absolutte luksus til nutidens hverdagsforbrug. Man følger også forholdet mellem tedrikkere og kaffedrikkere; derfor bliver det også klarlagt, hvorfor vi i dag er en nation af flest kaffedrikkere, skønt undersøgelsen har vist, at teen var den mest populære drik i 1700-årene.
Den Danske Kaffehistorie er andet bind af forfatterens bogserie Nydelsesmidlernes Danmarkshistorie, der blev udgivet af Den Gamle By i Aarhus i årene 2015-18. De øvrige bind i serien er Den Danske Tehistorie (2015), Den Danske Chokoladehistorie (2016) og Den Danske Vinhistorie (2018). Annette Hoff er nu pensioneret fra Den Gamle By, bor på Samsø, og holder stadig foredrag og skriver faghistoriske artikler.
Foredraget er ledsaget af mange af bogens smukke billeder af kaffegrej, stuer, køkkener, kafferisterier, kaffehandlere, cafeer m.v., og det varer 2 x 45 minutter med tid til en kaffepause midtvejs.
Foredraget er arrangeret i samarbejde med Horsensegnens Slægtsforskere.
Den danske kaffehistorie
Anette Hoff. Historiker, dr. phil