FORÅRETS PROGRAM

10.04.2024 kl. 19-21
VIA - Lokale AUD. 2, Banegårdsgade 2, 8700 Horsens

Antikkens Syv Vidundere – deres oprindelse, deres betydning

En tradition, grundlagt i den græsk-talende oldtidsverden, men som stadig lever den dag i dag, går ud på at udpege syv menneskeskabte værker, som anses for at være de mest storslåede og beundringsværdige i hele verden. De værker, som oprindeligt fik den eftertragtede ære at være verdens syv vidundere, var følgende: Babylons hængende haver; pyramiderne i Giza i Ægypten; Zeus' statuen i Olympia; Artemis' tempel i Efesos; Mausoleet i Halikarnassos; Kolossen på Rhodos og fyrtårnet (Pharos) i Alexandria.

Hver af disse vidundere repræsenterede et kunstnerisk og ingeniørmæssigt gennembrud, og hver af dem befandt sig på et sted af stor berømmelse. Foredraget vil først præsentere disse 'ypperste frembringelser' enkeltvis, for dernæst at gøre rede for deres oprindelse, betydning i samtiden samt deres fortsatte aktualitet. Hvad var meningen med at lave en top-syv liste over menneskelige bedrifter? Hvorfor netop de nævnte syv? Sidst men ikke mindst, hvorfor viderefører vi denne tradition?

Vincent Gabrielsen, Professor emeritus